onsdag den 27. maj 2015

Nashville - 26/5-31/5

Tirsdag d. 26/5 kl. 16.10 skulle Sif og jeg med en bus mod Knoxville. Men bussen var desværre blevet forsinket i Raleigh - vi tror det muligvis var fordi de manglede en chauffør. Bussen dukkede først op 17.40, og inden vi kom ind i bussen og den blev pakket var klokken lige godt 18.00. Busturen til Knoxville skulle tage omkring 2 timer, og vi havde en bus at nå kl. 19.05 - heldigvis var Knoxville blevet informeret om forsinkelsen, så de havde sørget for at der var en ekstra bus, som ventede på os da vi endelig nåede frem.
I Knoxville havde bussen indhentet noget af tiden, så nu var vi kun 1 time forsinket.

Efter yderligere 2½ time ankom vi til Nashville. Efter at have checket ind tog vi direkte hen på værelset og gik i seng.

Onsdag d. 27/5: første dag i Nashville.
Vi stod op kl. 7, gik i bad, gjorde os klar og spiste morgenmad kl. 08.15. Da klokken blev omkring 9.00 var vi ude af døren for at udforske byen.
Vi startede med at tage på besøg på turistinformationen for bla. at få et kort over byen. Derefter gik vi direkte til Country Music Hall of Fame Museum for at købe billetter til i morgen.
Resten af dagen brugte vi på at snuse rundt i resten af "The District", hvor der bla. kan findes Johnny Cash museum, "Candy Kitchen", "Capitol" samt masser af barer og restauranter.
Tidligt på eftermiddagen oplevede vi skybrud igen med lyn og torden, så vi gik tilbage til hotellet for at vaske tøj og slappe af, inden vi tager ind til byen senere for at spise.

Vi spiste aftensmad på Jack's Bar-B-Que - rigtig lækre pulled pork sandwiches med coleslaw ved siden af.  Vi havde egentlig planlagt at spise et andet sted, men der var helt proppet da vi nåede frem.

Torsdag d. 28/5 havde vi billetter til det berømte RCA Studio B i byen, hvor kunstnere som Elvis og Dolly Parton har indspillet musik. Elvis indspillede selv over 200 sange i studiet, og i alt er der blevet indspillet mere end 35.000 sange. Af de 35.000 sange mere end 1000 blevet til store hits.

Under turen blev der spillet masser af de gamle klassiske country samt Rock'n Roll sange.
Vi havde også mulighed for at sidde ved det berømte klaver, som Elvis har spillet på i en masse af sine sange.

Bagefter blev vi kørt i bus tilbage til Country Music Hall of Fame and Museum. Det er kun muligt at få adgang til Studio B, hvis man kombinere med Country Music Hall of Fame and Museum.
Selve museet er i 3 etager - øverste etage har bla. en særudstilling kørende om Kenny Rogers samt historien om hvordan Country musikken opstod. Derudover kan man også se Elvis' Gold Limousine Cadillac, som er malet med en maling lavet af knuste diamanter og fiskeskæl, og man kan også se nogle af kunstnernes musikinstrumenter. Midterste etage har en udstilling om Bob Dylan og Johnny Cash, og så bliver der også vist flere historier om country musikken og de forskellige musikere. Det er også på denne etage at man kan finde Hall of Fame.
På nederste etage findes en café og to souvenirbutikker.

Da vi var nået igennem museet hen på eftermiddagen tog vi hen til "Candy Kitchen". Jeg har fundet en ny, lækker snack, som jeg må prøve at lave selv derhjemme: Popcorn overtrukket med karamel og chokolade - det lyder spøjst, men jeg synes det smager ret godt.
Sif gav sig i kast med et karamelliseret æble overtrukket med chokolade. Selvom æblet smagte meget godt, så var der alt for meget for en person. Sif mente, at man sagtens kunne være 4-5 personer om at dele det.

Vi spiste aftensmad på Hard Rock Café. Her er der mulighed for at prøve nye burgere fra forskellige stater og lande i en begrænset periode. Sif prøvede en fra Miami, mens jeg tog den klassiske "Legendary" burger. Efter maden var der live band karaoke på første sal af Hard Rock Café - så vi lyttede til de forskellige artister mens vi nød en cocktail. De fleste sang virkelig godt.
Det var en rigtig hyggelig aften.

Fredag d. 29/5 gik vi en tur op til Music Row kvarteret efter at have spist morgenmad. Det er bla. her man kan finde RCA studio B, men derudover kan man også finde studiet, hvor Reba Mcentire har hovedsæde. I starten af Music Row kan man også finde Owen Bradley Park med en statue af Owen Bradley ved sit klaver. På fliserne rundt om klaveret står navnene på de artister og sange som Owen Bradley var med til at producere.

Fra Music Row gik vi en ny vej mod downtown og "The District". På vejen fandt vi den første, og eneste, koldpressede juicebar i Nashville. Jeg fik en Zing juice, som bestod af agurk, spinat, grønt æble og persille. Sif fik en Eya, som bestod af ingefær, grapefrugt og æble.
Det var en lækker lille forfriskning.
På en lille sidevej fandt vi Colts chokolade. Den har været i Nashville siden 1984 og er ejet af den tidligere country sangerinde og sangskriver Mackenzie Colt. Chokoladen er håndlavet bagerst i butikken.
Der var gratis smagsprøver af udvalgte produkter. Mine yndlings var "BumbleBees" (minder om Toms skildpadder), "Bolts" (Små chokoladebarer med peanut butter og mandler) samt "With all my Heart" (fudge brownie overtrukket med chokolade).

Da vi nåede frem til "The District" gik vi først en tur forbi Rymans Auditorium, hvor der bliver spillet en masse af de store koncerter. Derudover er det også muligt at få en rundtur. Men det blev ikke lige i dag - vi skulle bare tjekke priserne.

Inden aftensmaden tog vi lige et par timer på hotellet. Vi havde besluttet at spise på BB King's Blues Club, og havde fået af vide af dørmanden tidligere, at det bedste tidspunkt at komme var omkring 18.30.
Da vi skulle til at gå ud af døren havde vejrguderne bestemt sig for, at der skulle være skybrud. Det holdt heldigvis hurtigt op, men vi kom dog først frem lidt senere. Vi valgte at spise i kælderen med et liveband som underholdning. Det var lækker mad med god underholdning.
På hjemturen gik vi forbi Mike's Ice Cream og fik os en kugle is. Jeg smagte raspberry fudge brownie, og Sif fik en med cookie dough.

Lørdag d. 30/5. I dag tog vi en stille og rolig dag. Vi gik en tur i den sydlige del af byen, hvor vi fandt Pantheon (hjemmet for de græske guder og gudinder). I parken, hvor den ligger var der sat forskellige boder og en stor scene op. Efter at have fået lemonade på en café i nærheden havde vi planlagt at vi skulle have hygget os i parken - desværre blev det endnu en gang regnvejr.

Vi spiste aftensmad tidligere end normalt i dag. Happy hour er frem til kl. 18.00, og kommer man derefter er der nogle barer som kræver penge for at komme ind. Vi tog tilbage til BB King's Blues Club, men denne gang spiste vi i stueetagen. Her var stemningen meget anderledes end i kælderen - dels fordi musikken var jazz, men også fordi der var flere mennesker deroppe.
Maden var endnu en gang virkelig god, og vi nød også en drink efter maden. Jeg blev anbefalet at prøve Tennessee whisky og jeg valgte at få den blandet med ananasjuice. Den smagte udmærket.
På vej hjem fik jeg også en lille is hos "Candy Kitchen". Isen i dag hed Honky Tonk, som bestod af vaniljeis med m&m's og karamel.

Da vi kom tilbage til hotellet skulle vi have pakket alle vores ting sammen. I dag er sidste nat på hotellet i Nashville inden vi drager videre til New Orleans.
Jeg har været rigtig glad for opholdet i Nashville - det er en hyggelig by med masser af liv.

Søndag d. 31/5 var sidste dag på hotellet. Vi skulle være ude af værelset senest kl. 12, så det udnyttede vi selvfølgelig. Efter at være checket ud lige før middag gik vi til Walmart for at købe snacks til den lange bustur mellem Nashville og New Orleans.
Der var ca. 5 km til Walmart, men det var nogle snørklede veje, mange af dem uden fortov, så vi brugte et stykke tid på at finde derhen. Noget af den ekstra rejsetid skyldtes også at vi stoppede ved Belmont Mansion. Vi gik ikke indenfor, men det var en meget hyggelig og smuk have.
Efter Walmart og en lille smuttur til "The District" efter flere karamel popcorn med chokolade tog vi tilbage til hotellet, så det også kunne blive opbevaret sammen med resten af vores baggage.

Det var blevet regnvejr, men vi syntes det var for kedeligt bare at sidde i lobbyen, så vi gik tilbage til "The District". Her spiste vi tidlig aftensmad på Tootsies Orchid Lounge, en bar/restaurant på 3 etager, hver etage med forskellige live bands.
Mens vi sad og spiste blev alle bands udskiftet. Øverste etage var mere ungdommelig rent musikmæssigt, men musikken var udmærket på hver etage.
Senere på aftenen gik vi hen på Mike's Ice Cream.

Da vi havde fået nok af byen tog vi tilbage til hotellet, hvor vi sad i lobbyen indtil vi skulle med taxi til bussen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar