mandag den 1. juni 2015

New Orleans - 1/6-10/6

Mandag d. 1/6 startede tidligt ud. Vi skulle med Greyhound fra Nashville kl. 03.25 om morgenen, så Sif og jeg havde slet ikke været i seng.
Bussen ankom nogenlunde til tiden, og da vi fandt ud af, at det var samme bus vi skulle med hele vejen til Montgomery blev vi lidt mere afslappede.
I Montgomery skulle vi skifte til ny bus, som ville køre os hele vejen til New Orleans. Af ukendte årsager blev bussen dog 2 timer forsinket, og det blev aldrig indhentet.

Busturen blev brugt på at høre musik og se film, og selvfølgelig også nyde udsigten en gang imellem.

Vi ankom til New Orleans omkring 19.15. Der var lidt forvirring omkring baggagen først - Sifs kuffert var blevet gemt under flere kufferter, som ikke skulle af i New Orleans. Heldigvis spottede Sif den inden bussen kørte.
Vi tog en taxi til hotellet, og vi var begge to meget trætte. Taxichaufføren var rigtig flink, og piccoloen var flink til at hjælpe med vores tasker.
Indcheckningen foregik ikke helt glat. Først kunne de ikke finde os i systemet, og da de så endelig fandt os stod dem som afbestilt - hvilket hverken Sif eller jeg havde givet samtykke til.
Heldigvis var hotellet i stand til at genbooke den uden at vi skulle betale ekstra.

Vores værelse har en pæn størrelse. Sif tror vi måske har fået et større værelse end det oprindelige pga. fejlen.
Efter at have været i bad efter rejsen bestilte vi pizza fra hotellets bar. I morgen håber vi på at prøve noget mere lokalt.

Tirsdag d. 2/6 startede jeg dagen ud med at løbe 5 km på løbebånd i hotellets fitnesslokale. Det var dejligt at løbe igen.

Kl. 9 spiste vi morgenmad på hotellet. Det var udmærket, men samme type morgenmad som vi også fandt i Asheville og Nashville.
Inden vi forlod hotellet for at gå på opdagelse i New Orleans skulle vi lige have bestilt nogle billetter hos conciergen på hotellet. Vi fik bestilt billetter til jazz/dinner cruise på Mississippi floden i hjuldamper samt billetter till 5-i-1 haunted history tour.
Hjuldamperen tager vi lørdag aften og i aften skal vi på haunted history tour.

Efter det var ordnet slentrede vi gennem det franske kvarter indtil vi kom til "Presbytère" - et af museerne under Louisiana State Museums. Der er i alt 9 museer, hvoraf 5 af dem findes i New Orleans. Køber man billet til mindst 2 museer får man 20 % rabat i prisen.
3 af de 5 museer havde entrépris, så vi købte billetter til alle tre. Når billetterne er købt er de gyldige i 1 år, men kun for et besøg.

Vi brugte et par timer i "Presbytère". Det er på 2 etager. I stuen er der en udstilling om de 3 største orkaner, som har hærget New Orleans i tidens løb. Den værste var orkanen Katrina tilbage i 2005, som ødelagde store dele af byen. Udstillingen fortæller først om hvad der skete og hvordan det påvirkede byen. Senere fortælles der om redningsarbejdet og der bliver også analyseret på hvorfor byen ikke kunne bekæmpe orkanen. Meget af det forberedelses arbejde der var blevet lavet for at beskytte byen havde faktisk i sidste ende sat byen i større risiko.
Sidste del af udstillingen fortalte hvad New Orleans gør for at genopbygge samfundet igen, og sørge for at byen bedre kan klare orkaner fremover.
På 1. sal er der en stor udstilling om Mardi Gras. Vi startede med at se paradernes udvikling. Det var spændende at læse om hvordan de blev til. Udstillingen fortsatte med de forskellige kroner, indbydelser og danse-kort samt de mange flotte og unikke kostumer.
I midten af det hele kunne man læse om Mardi Gras historie. Til højre for opgangen var der fortællinger om maskebal, "Courir" samt "From the Big Apple to the Big Easy: Two Carnival Artists".
Det var et rigtig spændende museum.

Efter museet tog vi på den berømte café "Café du Monde". Her serveres der bla. Beignets, som New Orleans er meget kendte for. De kaldes også franske doughnuts - de minder om æbleskiver og spanskrør i én . Sif og jeg delte en portion, da mindste portionen var på 3 stk. De smagte meget godt, men der var måske en anelse for meget flormelis på :)
Vi fik også 1 glas friskpresset appelsinjuice og 1 glas vand til.

På vej tilbage til hotellet gik vi ad Orleans street, hvor vi fandt "Arcadian book" - jeg havde fundet den da jeg brainstormede om seværdigheder i New Orleans. Det er en meget lille, og rodet boghandel, fyldt med bøger om sydstaternes historie og forskelligt andet litteratur.
Vi fortsatte op ad Bourbon street, hjemsted for mange barer og småbutikker. Men her kan man også finde Hard Rock Café - så vi var et smut i souvenir butikken.
Sif købte to forskellige Pins - to meget smukke pins synes jeg. Jeg fik også en fødselsdagsgave af Sif - 3 forgyldte armbånd: den ene med en guitar, hvor der står dream; et kassette bånd, hvor der står play; en stjerne, hvor der står rock.

Til aftensmad spiste vi på Pat O'Briens. Der er to forskellige indgange; den ene er til restauranten, hvor alle aldre har adgang - den anden er til bar området, hvor man skal være +21 for at komme ind.
Vi skal tilbage igen en af de andre dage for at smage drinken Hurricane, som blev opfundet på den restaurant.
Vi valgte at spise på Pat O'Briens fordi det var lige overfor den voodoo butik, hvor haunted history tour begyndte. Vi havde fået besked på at møde foran voodoo butikken 20 minutter før start da der skulle købes billet - da alt var betalt fik vi hver et klistermærke, som skulle bæres synligt under hele turen, samt 2 dødningehoved vifter, hvis nu vi fik det for varmt.

Turen foregik i det franske kvarter. Vores tourguide hed Matt, og han kunne fortælle historierne meget præcist med en god portion humor også. Vi hørte historier om den tyrkiske sultan, som bosatte sig i New Orleans i en stor villa i 2 år før ham og alle hans tjenere blev fundet brutalt myrdet. Der går rygter om, at han i virkeligheden ikke var sultan, men prins, og at hans bror havde sendt lejemordere ud for at dræbe alle sine mandlige slægtninge, som kunne tage titlen fra ham.
Prinsen blev fundet som den sidste, og obduktionen viste, at han var blevet begravet levende.

Vi hørte også historier om vampyrer, varulve og spøgelser. Den sidste historie vi hørte var om en seriemorder, som gik under navnet "The Axe Man". I 1911 blev flere familier med italiensk oprindelse fundet myrdet med en økse; som regel familiens egen økse, som befandt sig i hvert hjem.
Mordene stoppede med jævne mellemrum, men politiet kunne ikke finde gerningsmanden.
Mordene begyndte igen i 1918, og der var stadig ikke beviser nok til at finde den skyldige. Først i 1919 stoppede mordene endeligt. En hævnfuld enke og sine mafia venner havde fundet frem til morderen, og skød ham ned. Han hed Joseph Mumfre; de eneste beviser man havde mod ham var, at mordene stoppede i forbindelse med at han var røget i fængsel i 1911 og startede igen efter han blev løsladt i 1918.

Alle historierne var meget spændende. Sif endte da også med at købe bogen "New Orleans ghosts, voodoo and vampires; journey into darkness...", som turen bygger på. Turen vi var på samt alle øvrige ture i det firma siges at være de originale supernaturlige tours.

Det har været en rigtig spændende første dag i New Orleans.

Onsdag d. 3/6.  I dag fik jeg lokket Sif med i fitness kl. 7.30 i morges. Jeg løb, mens hun styrketrænede. Efter morgenmaden gik vi en tur i det franske kvarter - vi havde fundet nogle bestemte butikker vi gerne ville se nærmere på, bla. en halloween/julebutik; Det var ret spøjst at høre julemusik i junimåned.
Så gik vi en tur langs floden, hvor vi endte i Riverwalk Outlet. Her var der mange forskellige butikker, så jeg fik bla. købt nyt tøj.

Kl. 14.00 startede det fransk marked. Det har åbent dagligt, men hver onsdag og lørdag er temaet Farmers Market. Udover mad og drikke var der smykker, kunst, lys, tøj og meget mere. Der var også livemusik, hvilket gjorde det endnu mere hyggeligt.

Aftensmad spiste vi på Coop's Place - en restaurant/bar vi havde fået anbefalet af hotelpersonalet. Jeg prøvede Jambalaya med kanin, og Sif fik en portion Gumbo. Begge retter er traditionelle for New Orleans.

Vi har haft en stille og rolig dag i New Orleans i dag, men vi får også travlt de næste par dage.

Torsdag d. 4/6 var jeg i fitness kl. 07.00, måske lidt tidligere. Sif og jeg havde planlagt at tage på "Cabildo" museet i dag, og dørene åbnede kl. 10.
Efter morgenmaden gik vi en lille tur på markedet. Sif havde udset sig nogle ting i går, som hun gerne ville købe, men de havde ikke de rigtige farver. Til gengæld var hun blevet lovet at de ville have det i dag - og de holdt heldigvis deres ord.

Vi købte lidt at drikke på vej til museet. Museet er på 3 etager med forskellige udstillinger. I stuen kunne man se hvordan kolonierne i Louisiana blev til.
2. etage havde udstillinger om uddannelse, musik & underholdning, liv og død samt "Battle of New Orleans". På tredje sal var den største udstilling om borgerkrigen samt livet derefter. Efter at have været øverst oppe blev man sendt ned til 2. sal igen for at se "Unsung heroes" - den fortalte om Louisiana Rock'n Roll historie.
Det var et meget spændende museum med dokumentarer og musik. På 2. sal havde de også udstillet alle de forskellige flag som New Orleans har haft gennem tiden afhængig af hvem magten tilhørte.

Efter et kort stop på hotellet gik vi til "Louis Armstrong" parken - en park kendt for sin jazz musik. Vi havde hørt fra hotellet at der skulle være gratis jazz koncert fra 16-20, men da vi kom var der helt stille. Sif og jeg fandt ud af, at jazz festivalen først starter lørdag og søndag. Men det var en rigtig fin park med skulpturer, som forestillede jazz musikere. Der løb også en lille å igennem parken, hvor der både var ænder og forskellige typer af fiskehejre.

Vi spiste aftensmad på "Deanie's Seafood" restaurant. Hotellet havde anbefalet det til os, og det var skam også et populært sted. Da vi ankom var ventetiden på 35-40 minutter, og den blev hurtigt til 1 time inden vi fik bord. Sif fik "softshell dinner" og jeg fik fyldt krabbe. Lækker mad. I stedet for brød inden maden blev der serveret kogte kartofler med smør. Til dessert delte vi en isbombe.

Vejret har været varmere i dag end de øvrige dage, men stadig behagelig temperatur. Desværre havde museet og de forskellige butikker skruet så højt op for airconditionen at vi frøs når vi kom ud på gaden. Jeg glæder mig til at se hvad morgendagen bringer.

Fredag d. 5/6. Vi startede dagen med at tage hen på det danske konsulat, men ham vi skulle snakke med befandt sig i Washington, DC. - Så vi tager tilbage på mandag.

Herfra gik vi hen for at få billetterne til cruiset i morgen, så det er på plads. Det kulturelle input begyndte i 1850 house - et lille museum, som prøver at vise hvordan middelklassen boede dengang. Et meget fint og hyggeligt museum.
Så drog vi videre til et voodoo museum. Her kunne man se de mest kendte Voodoo "Queens" and "Priestesses". Og så var der historierne om voodoo og hoodoo, og hvordan man anvender det.
Marie Laveau er den mest berømte Voodoo Queen i New Orleans, og hun er begravet på St. Louis kirkegården # 1 her i byen - den ville vi også rigtig gerne se - da vi nåede frem fandt vi desværre ud af, at der kun er adgang med en tour guide pga. hærværk mod gravstedet.

Nu var det på tide med en forfriskning, så vi tog tilbage på det franske kvarter. Her fandt vi en café, hvor man kunne sidde ovenpå på balkonen udenfor. Her fik vi is og lemonade. Jeg fik dagens sorbet, Pina Colada, og Sif fik dagens flødeis. Det var dejligt med lidt koldt i den varme sol.

Bagefter gik vi forbi det franske marked hen til U. S. Mint, hvor der var en lille jazz udstilling på 1. sal. Her kunne man bla. se Louis Armstrongs trompet.

Lørdag d. 6/6. Efter morgenmaden gik vi op ad Magazine Street til "Farmers Market". Det var et fint og hyggeligt, lille marked, som solgte alt fra frugt til brød.
Vi var der forholdsvist kort - vi skulle jo ikke købe noget, da det er svært at opbevare det på et hotelværelse, så det forbliver frisk.

Herfra gik vi ad Riverwalk hen i det franske kvarter, for vi havde læst at der skulle være "Madame John's Legacy" museum i nærheden. Og vi fandt det skam også - der var gratis entré, og det var også en meget lille udstilling. Her kunne man læse om Creole arkitekturen under "Antebellum" perioden, samt om en keramik virksomhed, kun for kvinder.

Museet var vi også ret hurtigt igennem, så vi gik hen i "Louis Armstrong" parken for at lytte til Jazz festivalen, som foregår denne weekend. Der var rigtig hyggeligt med forskellige salgstelte, både mad og nips ting. Her nød vi et stort glas lemonade mens vi sad i skyggen, i græsset ved åen.

Her til aften har vi været på dinner/jazz cruise med en af de sidste hjuldampere i USA. Både Sif og jeg havde en dejlig tur mens vi sejlede op ad Mississippi floden. Vi havde også bestilt madbillet - den første 1½ time brugte vi på at høre live jazz med bandet "Dukes of Dixieland" samt se maskinrummet og omgivelserne vi sejlede forbi.
Da klokken blev 19.45 var det vores tur til at spise. Der var stor aftenbuffet med gumbo, rib eye steg, paneret fisk, røde kartofler, pasta, stuvet spinat, og meget mere. Virkelig lækkert.
Inden vi kom i havn nød vi det milde aftenvejr ude på dækket.

Søndag d. 7/6. Vi sov længe her til morgen. Siden vi kom har vi stort set stået tidligt op hver morgen, og måske også gået i seng lidt senere - og det kunne mærkes, så vi tænkte at i dag bare skulle være stille og rolig.

Efter morgenmaden gik vi en tur gennem det franske kvarter til "Music Factory", i håb om at finde billig jazz musik. Det gik desværre ikke.
Så gik vi op ad Esplanade Avenue for at se på de smukke huse. Vi var også i det område for at forsøge at finde busterminalen for Megabus, som er det firma vi skal køre med til Atlanta.
Vi blev ret usikre på, om det vi fandt var det rigtige sted, så vi har besluttet os for at ringe til busselskabet i morgen eller tirsdag for at få den præcise adresse.

Vi gik ad Frenchmen Avenue tilbage til hotellet. Vi lejede cykler på hotellet, og så cyklede vi ellers fra hotellet til "Audubon Zoo". Det var dejligt at cykle igen, men spøjst at der hverken var gear eller håndbremse på. Vi cyklede rundt et par timer, og tog så tilbage til hotellet for at skylle os lidt.

Vejret har været meget varmt og fugtigt i dag, så cykelturen tog hårdt på os. Vi satte os i skyggen ved poolen et par timer - det lykkedes mig at færdiggøre Anne Franks dagbog.

Aftensmad spiste vi på Pat O'briens. Det mest interessante ved måltidet var nok, at både Sif og jeg fik smagt alligatorkød - ganske vist friturestegt, men det var den eneste måde det blev serveret på. Vi blev enige om, at det smagte lidt af kylling. Jeg ved ikke med Sif, men jeg tror sagtens jeg vil have mod på at prøve det igen.
Efter maden satte vi os op i baren og fik os den berømte "Hurricane" cocktail. Det var en cocktail på 26 oz. Cocktailen blev serveret i deres souvenir glas, så dem skal vi også forsøge at få med i kufferten.

Endnu en dejlig dag er ved at være gået i New Orleans, og vi nyder det.
I morgen bliver nok lidt mere stille og rolig, men vi skal alligevel tidligt op.

Mandag d. 8/6. Første punkt på dagsorden var det danske konsulat. Nu har vi begge to fået stemt til Folketingsvalget - nu håber vi bare de når til Danmark inden valgdagen.

Da det var ordnet tog vi en sporvogn til Maple Street - en gade som er must see i følge en af Politikens rejsebøger. Pga. sporarbejde skulle vi skifte til bus et stykke af vejen, for så at skifte tilbage til sporvogn det sidste stykke.
Rejsebogen foreslog at man startede med at tage i en fin boghandel på Maple Street. Butikken var ikke særlig stor, men de havde mange fine bøger.
Efter boghandlen tog vi i "Cold Stone", og fik en is - vi er begge ret glade for Cold stone, men havde ikke rigtig set en på vores rejse, så derfor skulle det være nu.
Og det var også lækker is.

Det næste vi gjorde var at gå en tur op ad Oak street, men her havde de fleste butikker lukket. Så vi tog på "Rue de la Course" cafeen for at få et glas lemonade - det var dejligt forfriskende.

Så tog vi bus og sporvogn tilbage til "Camp Street", hvor der skulle være et stort graffiti maleri til ære for Mardi Gras (i hvert fald også ifølge Politikens Rejsebog) - vi kiggede de rigtige steder, men intet graffiti. Jeg tænker det måske er fordi det ikke længere er Mardi Gras.

Aftensmad spiste vi på "The Gumbo Pot", hvor vi begge to nød en rigtig lækker gumbo med kylling og andouille pølse - smagen mindede lidt om svensk pølseret.
Efterfølgende gik vi en tur til Frenchmen Street for at se om der var noget godt live musik - og der var masser.
Endnu en dejlig dag er nu gået.

Tirsdag d. 9/6 - sidste dag i New Orleans.
Efter morgenmaden begyndte vi at pakke kufferterne - jeg håber ikke jeg får overvægt på vej hjem...
Sidst på formiddagen bevægede vi os hen på Freret Street, en gade hvor byens unge hører til. Det meste er restauranter og cafeer, men Sif havde også fundet en tegneserie butik, som vi lige måtte se lidt nærmere på.
Da vi kom til enden af butiksgaden gik vi ned ad Magazine Street mod hotellet. Undervejs blev det regnvejr, så vi slog læ i "Sucré". Da det gik op for os at regnen ikke stoppede foreløbigt fortsatte vi mod hotellet. Jeg var et hurtigt smut op på værelset før vi fortsatte videre til det franske kvarter. Sif havde set noget nattøj i en af butikkerne, som hun gerne ville se nærmere på.
På vejen kiggede vi også på forskellige restauranter for at finde ud af, hvor vi skal spise på den sidste aften.

Vi valgte at spise aftensmad på en thailandsk restaurant i dag. Vi har slet ikke spist det i den måned vi har rejst rundt, så det syntes vi lige at vi trængte til.
Vi fik begge to forskellige retter med and - jeg fik and i karrysauce med ris, mens Sif fik and med nudler.
Dessert spiste vi på en restaurant i det franske kvarter - rigtig lækkert: jeg fik "Hot" Chocolate pot de crème med smeltet skumfidus på toppen, drysset med karamelliseret kakaonips, serveret så det lignede en cappucino. Sif fik en rig chokolade kage med vanilje is til.

I morges havde vi fået reserveret billetter til "Preservation Hall" - et must see for alle jazz entusiaster. Man kan også købe billetter kontant i døren, men så er der selvfølgelig risiko for ikke at komme ind.
Den eneste ledige koncert var den kl. 22.00 - det var en fantastisk koncert med 6 i bandet (trommer, bas, klaver, trækbasun, trompet samt klarinet/saxofon) og 1 sanger. Musikken som blev spillet var god gammel jazz.
Ham, som spillede på klarinet og saxofon var rent faktisk fra Danmark. Det fandt vi ud af da vi spurgte om autografer efter showet. Den eneste vi ikke fik autograf fra var ham på trompet.

En fantastisk måde at slutte af i New Orleans. Det er en rigtig dejlig by, så det er med blandede følelser at vi rejser videre. Vi kunne sagtens have brugt flere dage i New Orleans. På den anden side glæder jeg mig også til snart at være tilbage i Danmark igen efter et langt, men fantastisk skønt eventyr i USA.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar